Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Englen. Bind 2 : Aria og Dommens dag


Beskrivelse


18-årige Aaron er halvt engel, halvt mand. Han er forudbestemt til at genforene de faldne engle med himlen. Men den onde Verkiel vil gøre alt for at ødelægge Aaron og hindre englenes forsoning.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 23. sep. 2011

af

af

Ulla Møller

d. 23. sep. 2011

Anden del af tetralogien om Aaron, halvt mand, halvt engel. Kendskab til seriens første del er en forudsætning for at få det fulde udbytte af bogen. Serien appellerer til store børn og unge voksne, der sætter pris på serier som Twilight. Der er blikfang i omslagets foto af en muskuløs, bevinget yngling.

Sniegoski er forfatter til flere tegneserier og medforfatter til trilogien Den umagiske, 2003. Bogen begynder hvor bind et sluttede, og fortællingen fortsætter i samme hurtige tempo. Bogen er både underholdende, gribende og en smule skræmmende med de voldsomme kampe, der udkæmpes mellem engle og nefilimer. Skønt handlingen ofte er dyster, efterlader den også håb, og det bliver spændende at følge Aarons kamp mod det onde i de kommende bind. Personskildringen er nuanceret, og sproget er godt og fører læseren hurtigt gennem de knapt 500 sider.

Andre nyere romaner for unge, hvor engle har en central rolle, er Adornetto Halo, Lauren Kates serie Fallen, 2011 og Fitzpatricks serie, men hvor disse fortrinsvis er romantiske fortællinger, handler denne i lige så høj grad om kampen mellem det gode og det onde, den har religiøse undertoner og minder dermed også om bøger som Harry Potter-bøgerne.

Engle er "den nye" trend og afløser for vampyrer i børne- og ungdomslitteraturen. Denne udgivelse udmærker sig ved, at forfatteren ikke blot flytter nogle paranormale skikkelser ind i et kendt miljø, men har sat sig ind i angelologien og formidler sin viden om englenes verden.