Bøger / skønlitteratur til børn / noveller

Englen - og andre noveller


Beskrivelse


Ni noveller for unge og voksne. Temaerne er hentet i børns liv og forestillingsverden, i familien og i seksuallivet.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 19. dec. 1997

af

af

Ulla Møller

d. 19. dec. 1997

En fremtrædende repræsentant for 90'ernes nye, unge litteratur debuterer her som forfatter for de 14-16 årige. I serien Dingo er novellerne læsepædagogisk bearbejdede. De er lette at læse, men svære at forstå med deres specielle menneskeopfattelse. Derfor henvender samlingen sig også til unge og voksne læsehandicappede, der får mulighed for at stifte bekendtskab nyere dansk litteratur. 4 af de 9 noveller har tidligere været offentliggjort. " Møtrikker" og "Fristeren" i debutsamlingen Så megen vrede, 1993. Førstnævnte svarer tematisk til romanen Folk, 1996, med skildringen af en ikke helt almindelig familie, mens sidstnævnte ligesom "Det har ikke spor med sex at gøre", tidligere trykt i Ud & Se, handler om den afsporede sexualitet. De nye noveller handler fortrinsvis om børns liv og forestillingsverden. Titelnovellen er en fantastisk fortælling om hvordan Kasper måske afvender skæbnen. "Sommer" er en fint sanset drengeskildring med en morsom pointe, mens "Skyen" er et ægtepars møde med katastrofen. De små farvevignetter og helsides gråtonede tegniger lever ikke op til samlingens litterære kvalitet.


Bibliotekernes vurdering

d. 19. dec. 1997

af

af

Flemming Dehn (skole)

d. 19. dec. 1997

Mads Brenøe er et nyt navn for folkeskolens/skolebibliotekets ældste elever, hvis de da ikke lige har været ude at køre med DSB i Ud & Se har læst "Det har ikke spor med sex at gøre", hvilken for øvrigt er samlingens bedste tekst. De 9 noveller/tekster - 5 af dem nyskrevne - spænder over temaer som bl.a.: den anderledes verden, det unormale/normale, sex på afstand, pubertet, den uhyggelige fremtid og den omvendte børnelokkerfortælling. Flere af teksterne skal nok få vendt mange ting på hovedet hos de læsende elever. Om dødens engel, der har tabt en fjer, - om Kristian, der hver onsdag springer ud fra kirketårnet og til sidst helt uden opmærksomhed, - om at skyde sin første fugl, - om storesøsters forunderlige store bryster og om børnelokkeren, hvor drengen tager over i novellen "Fristeren", som er en udpræget voksentekst. Hvid Dingo - lix 23. Der er meget godt at hente i denne - også kvalitetsmæssigt - springende samling. Nye vinkler på livet, nye øjne på tabuerne og et skævt smil til virkeligheden, men læs den før dine kolleger og elever. Så bliver du fri for:"Hvad i alverden.."?.