Hukommelsestab, tragedier og ikke mindst tabt og genfunden kærlighed, er nogle af hovedingredienserne i denne fængende roman af Lucinda Riley. For læsere af romantiske slægtsdramaer.
Den midaldrende Greta Simpson har lidt af hukommelsestab i over tyve år. Da hun i julen 1985 tages med tilbage til sit gamle hjem Marchmont Hall, falder hun over en gravsten i skoven. Synet af hendes afdøde søns navn på stenen, vækker hendes hukommelse, og sammen med vennen David Marchmont, går Greta nu igang med at genskabe sin fortid. Dette tager os med tilbage til London i 1945, hvor den unge Greta bliver gravid med en amerikansk soldat. Vi følger Greta og hendes datter Cheska i 1956, hvor datteren bliver barneskuespiller og i 1980 følger vi Ava, Gretas barnebarn. På denne måde stykkes hele familiens historie sammen. Lucinda Riley har seneste udgivet Pigen fra Napoli.
Medrivende familiefortælling, som både tager læseren med ind på Londons varietéscener og de store filmstudier, samt Englands velhavende og bedre borgerskab. Der er fokus på kvindeskæbner, triste skæbner forårsaget af misforstået godhed og tabt kærlighed. Visse steder bliver det hele en tand for pænt og bornert, men forfatteren formår at holde læseren fanget fra start til slut.
I Rileys romaner er der fokus på familiehistorie og kærlighed. Hun lægger sig derfor fint i tråd med forfattere som Marcia Willett og Kate Morton.