2. bind i en fantasy-serie, der i sit persongalleri har et væld af paranormale væsener som fx engle, vampyrer, varulve og vartigre. Den elegante - men lidt ferske forside viser en lettere stiliseret kridhvid Fugl Fønix på lyseblå baggrund.
Serien er forfatterens debut. Stilen er meget omstændelig med rigtig meget dialog, personerne snakker hele tiden, og beskrivende handling og eksplicit dramatik er der ikke så meget af. Forfatteren har en pudsig vane med at angive præcise klokkeslæt og datoer på personernes gøren og laden. Her er også adskillige opremsninger af skoleskemaer med nøjagtige angivelser af både tidspunkter og fag. Det bliver lidt trættende. Seriens første bind fik en meget flot anmeldelse af en anden lektør. Så højt kan jeg ikke svinge mig op med herværende værk. Bogen handler om den unge kvinde, Maria, der efter sommerferien kommer tilbage til Manatecus, der er en skole for magiske væsener. Det skal her afgøres, om Maria er værdig til at blive den næste Fønix - ellers må hun forlade skolen. Skoledagene skildres indgående med kæresterier, ekskursioner til menneskenes verden og valg af skolefag.
Bogens målgruppe vil få fornøjelse af at læse fantasy-serien Magiens cirkel af Tamora Pierce. Den handler også om unge mennesker, der på en speciel skole får optrænet deres paranormale evner.
Stilen er meget omstændelig, og man kommer ikke rigtigt om bag personerne.