Enhjørningen

Martine Bourre har illustreret Max, og hans store, stygge far, 1999. Den nye billedbog har hun både skrevet og illustreret. Selvom der er mere luft i illustrationerne, er hendes streg genkendelig. Det synes at være gouacher, malet på groft lærred hvis struktur effektfuldt skinner igennem. Der er noget eventyr- og middelalderagtigt over illustrationernes udtryk, og de udstråler ro og charme. Personer og dyr er tegnet i runde, bløde former i en næsten barnlig streg. Det gør enhjørningen mindre elegant, den ligner mere en bryggerhest. De fleste opslag rummer mindre illustrationer uden megen baggrund, malet på farvet papir hvis farve varierer. Andre opslag udfyldes næsten helt af en illustration. Teksten, sat i en stor, åben sats, er anbragt harmonisk på siden. Den er skrevet i et dialogrigt sprog og har i fortælleform og indhold rødder i eventyrformen. Med variationer er temaet kendt fra eventyr og Nattergalen. Fjerner man et vildt dyr fra naturen, sygner det hen. Her er det fortalt uden store overraskelser, men med en sjov lille krølle, idet kongen sender ridderen ud for at finde enhjørningen, men han vender tre gange tilbage med et forkert dyr. Det vil more de 3-7-årige. Dronningen møder enhjørningen i skoven og inviterer den hjem. Efter nogen tid sygner den hen, men genvinder sin livskraft da den vender tilbage til skoven. Bogen har en udmærket for- og bagside.

Læs hele vurderingen