Selvironiske digte om en søvnløst murrende mand i midtvejskrise. Til læsere med søvnbesvær på tværs af køn.
"gå ikke blidt ind i den bløde nat / gå derind som en mand i mørket" Sådan omskriver Stefan Kjerkegaard (f. 1973) Dylan Thomas' digt fra 1951 (se fx En proces i hjertets vejr ). Hos Thomas er der en utvetydig opfordring til at leve livet fuldt ud, inden natten kommer, men i Kjerkegaards omkrivning er den dødsfornægtende attitude borte og erstattet af den indesluttede, murrende "mand i mørket". I digtsamlingen kredses om krise, søvnløshed og maskulinitet (herunder far-rollen), mens der søges efter et passende sprog. Der søges ud i den store litteratur hos fx Thomas og Philip Larkin og ind i den private, autofiktive fortælling, men det hele får negativt fortegn: "min fortælling er en nedtælling", som det hedder et sted.
Morsomme, selvironiske digte, der hele tiden balancerer på grænsen mellem det storladent episke og det småligt navlepillende, mellem det dybt alvorlige og det selvironiske. Balanceringen finder konsekvent sted i alle "lag", fx når jeget starter med at søge ud i litteraturen, men i de morsomme omskrivninger ender i hverdagens banalitet.
For mere om søvn og far-rollen, se bl.a. Rolf Sparre Johanssons SøvnHindreUnder nattens søvn eller om lys-mørke Morten Chemnitz' Hindre. Om søvn fra et kvindeligt perspektiv, se fx Didde Steenballes Under nattens søvnFor mere om søvn og far-rollen, se bl.a. Rolf Sparre Johanssons Søvn eller om lys-mørke Morten Chemnitz' . Om søvn fra et kvindeligt perspektiv, se fx Didde Steenballes Under nattens søvnFor mere om søvn og far-rollen, se bl.a. Rolf Sparre Johanssons Søvn eller om lys-mørke Morten Chemnitz' Hindre. Om søvn fra et kvindeligt perspektiv, se fx Didde Steenballes .