Lille bog med syv gode artikler om EU's udfordringer på arbejdsmarkedet. For politikere, journalister og særligt interesserede i EU-forhold.
Syv eksperter, forskere m.v. med kendskab til arbejdsmarkedsforhold i EU analyserer arbejdsmuligheder i fremtidens EU. Bogens artikler analyserer EUs arbejds- og beskæftigelsespolitik og beskriver på den ene side konkurrencedygtighed og ønskerne om ordentlige løn- og arbejdsvilkår på den anden side. Artiklerne omhandler perspektiver på: Fremtidens mere usikre arbejdsmarked (også højtuddannede har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet), udfordringerne på arbejdsmarkedet (om manglen på visse typer arbejdskraft over for arbejdsløshed inden for andre fag), EUs sociale søjle (sikring af bedre arbejdsvilkår i hele EU) og presset på arbejdskraftens fri bevægelighed. Introartikel om "Det arbejdende samfund" og historikken om det europæiske arbejdsmarked.
Der er 18 mio ledige i EU også efter krisen, hvilket gør arbejdsløsheden til en af de største udfordringer i EU samtidig med at mange lande prøver at beskytte deres arbejdsmarked. Den lille bog her giver nogle enkelte, ret spredte, men gode analyser og indspark af aktører inden for emnet. Indsparkene er velegnet både i den kommende debat op til næste EU-valg og generelt i diskussionen om balancen mellem EU's initiativer og de enkelte lande.
Antologien Det danske arbejdsmarked og EU-udvidelsen mod Øst analyserer også forholdene i (de nye) EU-lande.