Mix af biografi og inspirationsbog til især unge, men også ældre iværksættere, hvor en 18-årig iværksætter, som allerede har flere års erfaring, giver konkrete og praktiske råd videre.
"Da jeg var yngre, brugte jeg mange timer af døgnet på at finde mulige idéer til at stifte en virksomhed". Sådan skriver forfatteren om de hede iværksætter-drømme, han allerede har haft mange af i sit unge liv. I 2019 starter han så webbureauet "Atofte", https://atofte.dk/, der arbejder med hjemmesider og sociale medier. Han er dengang kun 15 år. Bogen følger iværksætteren helt fra starten. Første skridt er at bestemme sig for at tage springet. Første praktiske problem er valget af selskabsform. Næste overvejelse er sammensætning af "det rigtige team". Andre emner i bogen er fx netværk, markedsføring og det at følge eventuelle tendenser i andre virksomheder og lære af deres eventuelle fejl. I afsnittet: "Inspirer andre unge til at starte virksomhed" skriver forfatteren bl.a. om at holde foredrag for andre unge. Bogens sidste afsnit har fokus på, hvad den unge iværksætter har lært og hvad han ønsker sig af fremtiden. Han skriver fx: "For mig handler det ikke om at miste kontrollen og give slip på mit overblik, men at turde tage en chance, for det er sådan man bliver bedre.".
Sympatiske og imponerende ord fra en ung iværksætter, som jeg tror kan inspirere andre til også at turde tage springet og blive iværksætter.
En egentlig guide er fx Iværksætterhåndbogen.