Bøger / skønlitteratur til børn

Er døden en regnbue?


Beskrivelse


Billedbog. Emilys mormor ligger for døden. Det sætter tanker i gang hos Emily. En dag træder selve Døden ind ad døren. Emily konfronterer Døden med sine mange spørgsmål, hvilket ændrer meget både for Emily og for Døden.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 9. maj 2011

af

af

Henrik Munch Jørgensen

d. 9. maj 2011

Den filosofiske fagbog At tænke er at gå på opdagelse og billedbogen Er døden en regnbue? danner tilsammen et refleksions- og arbejdsredskab for den voksne, der vil samtale med børn om livet og døden. Bøgerne henvender sig især til lærere og pædagoger, der skal arbejde med døden som emne, enten som sorgbearbejdelse hos børn eller rent filosofisk. Men også forældre kan anvende bøgerne som udgangspunkt for samtale med børn om døden.

Er døden en regnbue handler om Emily, hvis mormor ligger for døden. Dette giver anledning til en masse spørgsmål og overvejelser hos Emily. En dag træder selveste Døden ind ad døren, hvorved Emily får lejlighed til at konfrontere ham med sine spørgsmål. Dette møde mellem Emily og Døden ændrer mange ting for både Emily og Døden. Pia Thaulovs stemningsfyldte illustrationer rammer bogens stemning flot,samtidig med at de indeholder meget stof til samtale. At tænke er at gå på opdagelse giver et oplæg til filosofisk samtale med børn om livet og døden. Bogen giver både den filosofiske baggrundsviden for at kunne samtale filosofisk om emnet og forslag til øvelser og samtaleoplæg. Bøgerne er tænkt som de første bøger i en serie med filosofiske temaer.

Bøgerne kan anvendes sammen med materialet Om sorg : når bånd brister, 1997 og skønlitterære værker som Vi graver mormor op!, 1999 og Griseøjet, 1980.

De to bøger danner samlet et godt refleksions- og arbejdsredskab for voksne, som skal samtale med børn om døden.