Autofiktiv, velskrevet og væsentlig biografisk roman om at være psykisk syg og samtidig have ansvaret over for et barn. Til læsere med interesse for psykisk sygdom og moderskab.
Som læser følger man Annes sygdomsforløb, fra tiden op til, under og efter indlæggelse. Bogen er skrevet i et dagbogslignende format med nedslag på bestemte datoer. Anne er mor til en lille dreng, som hun elsker højt, men også har svært ved at tage sig af grundet hendes psykiske sygdom. Som læser er man med, da Anne diagnosticeres med skizoaffektiv og manisk-depressiv psykose og man følger hendes efterfølgende bedring og tilbagefald.
Bogen er velskrevet og den dagbogslignende opbygning giver en læsemæssig fremdrift, men biddrager samtidig til en meget springende struktur, hvor man som læser godt kan sidde tilbage med en følelse af, at det går lidt for stærkt. Trods bogens begrænsede sideantal ønsker forfatteren både at fortælle om moderskab, psykisk sygdom, seksuelt drive, kærlighed og forholdet til pleje- og behandlingspersonalet. Derved virker flere passager forcerede.
Der er skrevet en del autofiktive bøger omhandlende psykisk sygdom, hvoraf Karen Fastrups Hungerhjerte minder mest om dette værk, da den også omhandler udfordringerne ved at have en familie ved siden af den psykiske sygdom.