Anden del af romanserien Berlinerpoplerne. Henvender sig til en stor, bred målgruppe, som gerne vil læse velskrevne, realistiske, nutidige slægtskrøniker.
Eremitkrebsene er anden del af trilogien Berlinerpoplerne, 2007. Den fortsætter fortællingen om de tre norske brødre, bonden Tor på slægtsgården ved Trondheim, den religiøse bedemand Margido og Erlend, der er bøsse og lever jetset-livet i København med sin rige kæreste. Den fjerde hovedperson er Tors uægteskabelige datter Torunn, der først traf sin fars familie i forbindelse med farmoderens død. Plottet i første del var hængt op på en familiehemmelighed, der var så skummel, at det er svært for anden del at mønstre noget tilsvarende. Derfor kan den virke mere stillestående og retningsløs. Men der bydes stadig på godt sprog (især dialogerne) og god, tydelig persontegning (nærmer sig stereotyper flere steder). Desuden får vi en fin skildring af et samfund og en bondekultur i forvandling, hvor alting bliver meningsløst, hvis der ikke er en arving, og økonomien vakler på trods af faglig dygtighed og hårdt arbejde. Romanerne er kæmpesucceser i Norge. De bliver i øjeblikket (oktober 2007) vist som tv-serie i Norge, hvor tredje del af serien allerede er udkommet.
Vi har mange læsere til nye norske slægtskrøniker fra fortid og nutid med forfattere som Brekke, Wassmo, Elstad, Ullmann og Staalesen.
Velskrevet slægtskrønike, er bestseller i Norge, hvor den også kører som tv-serie. Vil også blive efterspurgt her hos os.