Efter at have været erklæret for om ikke død så i hvert fald som en døende borgerlig genre er romanen igen kommet på dagsordenen, og det er dette faktum som er udgangspunktet for Frederik Tygstrups stofmættede afhandling. Bogens sigte er ikke at skrive romanens historie, men et forsøg på at karakterisere hvad der kendetegner romanen som litterær og æstetisk form. På den ene side afspejler romanen sin historiske samtid, og på den anden side frembringer den en specifik æstetisk form og nogle litterære teknikker, som på enestående vis indfanger individets forsøg på at finde sig til rette i den moderne verden. De tre hovedafsnit lægger herefter et kronologisk snit ned gennem den europæiske romans udviklingshistorie, startende med Don Quixote, over den klassiske romanform hos Defoe, Richardso og Goethe, til dens begyndende problematisering og opløsning hos Balzac og Flaubert. I dette historiske forløb ændres også romanens æstetiske form. Sluttelig fremstår fortællingen ikke mere somet forløb af årsag og virkning, men falder fra hinanden i en række af enkeltstående situationer og momenter, der er unddraget subjektets indflydelse. Romanen begynder mere og mere at tematisere sig selv som form, som fiktion. Bogens æstetiske og fortælleteoretiske analyser bevæger sig på et meget højt teoretisk niveau, med referencer til bl.a. Lukacs, Benjamin og Adorno, og det tunge akademiske begrebsapparat kræver en læser som er velbevandret i litterær og filosofisk terminologi.