Bogens målgruppe er læsere fra gymnasieniveau og andre interesserede i naturvidenskabens idehistorie.
Den ene forfatter er professor og mag.art. i filosofi. Den anden er videnskabsjournalist med ph.d. i teoretisk biologi. Bogen er en naturvidenskabelig pendant til De europæiske ideers historie (5. udgave 2007) med fokus på det naturvidenskabelige, dvs. erfaring, observation, eksperiment og refleksion. Den tager udgangspunkt i den antikke græske filosofi og fortsætter over den naturvidenskabelige revolution i 1700-tallet til 1900. Den sidste halvdel af bogen er helliget perioden efter 1900. Her ophører kronologien og går i stedet over i temaer: Fysik, biologi, botanik, medicin, videnskabsteori, økologi, matematik osv. Bogens illustrationer udgør en væsentlig del af formidlingen og supplerer teksten. Hver side har op til flere fotoer i farve eller sort-hvid, tegninger og diagrammer. Sprogligt er bogen forståelig for målgruppen.
Udover den nævnte idehistorie er der ingen tilsvarende samlet kronologisk gennemgang af det naturvidenskabelige aspekt af idehistorien på dansk.
Bogen er naturvidenskabernes idehistorie for begyndere og fortsættere.