Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Erik i cirkus


Beskrivelse


Erik er med far i cirkus. I pausen kan man få en ridetur på én af cirkushestene. Men det går ikke helt som planlagt, og pludselig befinder Erik sig på hesteryg midt i cirkusforestillingen.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 9. jan. 2012

af

af

Jesper Holtoug

d. 9. jan. 2012

To fine lix-8 historier i den nye Erik-serie om spændende hverdagstildragelser for en dreng, som skiftevis er hos sin far og sin mor. Der er ganske meget knald på fortællingerne, som ret målrettet henvender sig til drenge i slutningen af første klasse. Det enkle sprog, den effektive handling og det overkommelige omfang skal nok få disse hæfte-bøger til at hitte.

11 siders regulær historiefortælling uden for mange dikkedarer er opskriften på hverdagshistorierne om Erik, som på ganske kort tid får rodet sig ud i spændende og dramatiske begivenheder. I cirkushistorien bliver Erik og hans far ufrivilligt rodet ind i en cirkusoptræden, fordi Erik er overbevist om, at han er en fremragende rytter, selvom han ikke har siddet på en hest før. Og i Erik til søs bryder vores lille hovedperson alle regler om sikkerhed til søs og kommer nær virkelig galt af sted. Historierne om den handlekraftige og nysgerrige Erik fortælles med varme, humor og fin forståelse for drengetilværelsen.

Der findes overordentligt mange tilsvarende fortællinger om hverdagsdramatik for små drenge og piger. Disse to hører til i den gode ende af genren med spændende historier, klart sprog, medfortællende tegninger - og høj identifikationsgrad.

Den nye Erik-serie hilses velkommen med sine gode hverdagshistorier og fine skildringer af drengelivets udfordringer, glæder og besværligheder. Her er gode identifikationsmuligheder, gedigen underholdning - og en lille smule til eftertanken.