Da Esther finder en underlig nøgle, åbner døren ind til en dyb hemmelighed og en magisk parallelverden, der ændrer Esthers liv for altid. Til fantasylæsere fra 11-14 år.
Da Esther en dag finder en forunderlig nøgle, der kan ændre form, ændrer Esthers liv sig. Nøglen passer til det lille skab, som Esthers mor, Beate, altid har sagt var tomt. Men i skabet finder Esther et foto og en mærkværdig kontrakt, der leder Esther på sporet af sin far. Mens brande hærger i København, rejser Esther sammen med sin ven Svend og sin beostær ind i Rangrsborg, Københavns parallelverden, for at finde sin far. Det går hurtigt op for dem, at Rangrsborg er fuld af mørke hemmeligheder, og at brandene i København har en forbindelse til Esthers far. Lise Laurberg, der er uddannet i arkitektur og moderne kulturhistorie, debuterer med denne bog. Med indholdsfortegnelse og tegnet kort over København og Rangrsborg.
Spændende fantasy med et godt og forfriskende plot, der foldes langsomt og sikkert ud, og som efterlader dig helt ude på kanten af sofaen, mens du følger Esthers rejse ind i Københavns parallelverden. Den flotte forside af Emil Landgreen sætter en fin stemning for bogen, der vil blive slugt af fantasylæsere, der er til virkelighedsnær fantasy.
En anden fantasybog, hvor hovedpersonen rejser ind i en parallelverden, er fx Amari og Nattens Brødre i serien om Amari, hvor Amari leder efter sin forsvundne bror.