Endnu en flot og velskrevet roman af Jens Christian Grøndahl, som vil få mange læsere. Irene Beckman er 56 år og advokat. Hendes mand gennem mange år har netop forladt hende til fordel for en anden kvinde. Det gør ikke Irene ulykkelig - deres forhold har været på stand by længe, men hun har ikke kunnet tage sig sammen til at bryde. Nu ser hun tilbage på sit liv: sin barndom som ene- og skilsmissebarn, sin ungdom som au pair i Paris, ægteskabets første år, hendes sidespring for år tilbage med en yngre mand, sine voksne børn og sine forældre. Det viser sig, at hendes far ikke er hendes far, men en jødisk cellist. Hun opsøger ham i Slovenien, og mødet med ham og en ung flygtning på vejen hjemad bliver til en ny begyndelse for Irene. Beskrivelserne af tid, sted og personer er rigtig gode, og Et andet lys er en usentimental afskedsroman, der kredser om tabet af fortiden og mennesket som værende alene. Romanen ligger i forlængelse af store danske forfattere som Pontoppidan, Branner, Aalbæk Jensen og Rifbjerg - og nogle vil kalde den en opdatering af sidstnævntes Anna (jeg) Anna (1969).