Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Et halvt hjerte


Beskrivelse


Efter moderens og lillesøsterens død i en bilulykke flytter Naja og hendes far tilbage til moderens hjembygd i Grønland. I fjeldene finder Naja en mystisk trøst, der giver hende livsviljen tilbage og åbenbarer en mumiegrav.

Anmeldelser (4)


Bibliotekernes vurdering

d. 19. aug. 2002

af

af

Elin Søborg

d. 19. aug. 2002

Lene Fauerby har skrevet en række bøger for børn især billed- og letlæsningsbøger, men også enkelte romaner for større børn. Her tager hun dels udgangspunkt i en ca. 13-årig piges tab af mor og lillesøster i en trafikulykke og siden tab af venner og de velkendte omgivelser, da hun og faderen meget mod hendes vilje flytter til moderens hjembygd i Grønland. Dels tager hun udgangspunkt i det berømte fund af nogle grønlandske mumier i 1972. I sin ensomhed søger Naja op i fjeldene, hvor hun i en slags drømmesyn flere gange bliver til den unge pige, der er en af mumierne, og oplever hendes sidste dage og druknedød, som viser Naja, at hun ikke selv er parat til at dø. Billedet af Najas sorg og reaktion på den står stærkt, ligesom "mumiepigens" tanker og gøremål går klart igennem, mens de øvrige personer og egentlig også den grønlandske dagligdag, Naja møder, står ret svagt, bl.a. ved man ikke helt sikkert, hvor gammel hun er. Sproget er malende og meget billedrigt, men let at gå til, og den åbne opsætning og typografi gør den tilgængelig fra ca. 11 år. Det smukt tegnede omslag, der signalerer både Grønland og dobbelt identitet vil især tale til de lidt romantiske piger i 12-14 års alderen.


Bibliotekernes vurdering

d. 19. aug. 2002

af

af

Vibeke Axelsen (skole)

d. 19. aug. 2002

Denne velskrevne bog vil kunne læses fra 5. kl. Den er let at læse, sproget er enkelt, layoutet er med tydelige, store bogstavtyper, og kapitlerne er overskuelige. Hovedpersonen er ca. 13 år, så den vil også have relevans for læsere helt op i 7. kl. Historien er spændende og vedkommende - nok specielt for piger. Den handler om Naja, hvis far er dansk og mor grønlandsk. Moren og lillesøsteren bliver dræbt i en tragisk bilulykke, og farens og Najas liv går i stykker. For at ændre på deres situation og prøve på at få et nyt liv flytter Naja og faren til Grønland til den lille by, hvor moren kom fra. Naja trives dog ikke. Hun er splittet mellem sin tidligere tilværelse i Danmark og sit nye liv i Grønland. Hun føler sig ensom, og der skal en dramatisk begivenhed til, før situationen vendes til det bedre. I sin ensomhed færdes hun en del i fjeldet, og der finder hun et yndlingssted, hvor hun opholder sig og drømmer sære drømme. På fornemste vis får forfatteren flettet drømmene sammen med den begivenhed, der bliver vendepunktet for Naja og hendes fremtid, så hun kan se lys forude. Bogen har troværdige og gode personbeskrivelser, og læseren får et fint indblik i grønlandsk kultur og natur. Bagsidetekst og forsidebillede svarer fint til indholdet.


Folkeskolen

Årg. 120, nr. 10 (2003)

af

af

Ingrid Skovgaard Andersen

Årg. 120, nr. 10 (2003)


Børn & bøger

Årg. 55, nr. 6 (2002)

af

af

Kirsten Aggerholm

Årg. 55, nr. 6 (2002)