Bøger / skønlitteratur til børn / romaner

Et jordbær i en elevator


Beskrivelse


I sommerferien mødes 10-årige Josefine og Oskar, og Josefine sætter sig for at kurere Oskar for hans generthed. Til gengæld vil Oskar så kurere Josefine for hendes angst for flagermus.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 12. aug. 2002

af

af

Elin Søborg

d. 12. aug. 2002

Denne svenske forf. er ikke tidligere oversat til dansk, men hun skriver i den velkendte svenske tradition med et naturalistisk og lidt lunt portræt af almindelige børn trygt omgivet af voksne fra flere generationer. Og både miljø og alle personerne omkring de ca. 10 årige Josefine og Oskar er fint og meget tidløst portrætteret. Josefine og Oskar mødes i sommerferien og bliver gode venner, og så vil de hver især hjælpe den anden af med et stort problem: Oskars generthed og Josefines angst for flagermus. Det sker ikke helt uden åndelige knubs, men det styrker alligevel venskabet. Bogens titel er fra en vittighed, som Oskar læser for at kunne fortælle den til passagererne i en bus i et forsøg på at kurere sin generthed. Sympatiske men lidt stive tuschtegninger er strøet med rund hånd bogen igennem. En god og venlig historie uden den store dramatik, men med identifikation for mange børn. Til oplæsning for de ca. 6-10 årige og selvlæsning fra ca. 10 år. Omslaget er farverigt og typisk for Konfettiserien.


Bibliotekernes vurdering

d. 12. aug. 2002

af

af

Jens Verner Nielsen (skole)

d. 12. aug. 2002

Den nye fortælling i den populære oplæsningsserie er en varm og klog, rolig og realistisk historie om to lidt ensomme børn, der en sommerferie finder sammen og støtter hinanden i at flytte nogle grænser for egne muligheder og tilbøjeligheder. Den er stilfærdigt og lunt fortalt med sådan cirka et kapitel til hver af den halve snes dage, den forløber over. Teksten er åbent sat med korte sætninger og megen dialog med korte replikker, der fører os tæt og troværdigt på personerne. Den er egnet til oplæsning i de yngste klasser og kan selvlæses af de bedste læsere fra 2. klasse. Læsningen er grundigt støttet af s/h-tegninger med gråtoneudfyldninger. De er netop så tydelige og realistiske, at vi er helt med på hvad der foregår og samtidig så anonyme og antydende, at vi kan lægge egne forestillinger ind over dem. Det er fint gjort. Josefine ser frem til en lang sommerferie uden veninden, der har fundet en anden. Men i et nabohus skal Oskar holde ferie hos sin mormor. Han er påfaldende genert, og Josefine ser en opgave i at hjælpe ham af med det handicap. Til gengæld kræver Oskar, at hun også overvinder en frygt - skrækken for flagermus. Efter en del realistiske trængsler har de succes - og slutningen er bare så sød og rørende.



Informationer og udgaver