Faderens tid er for voksne, historisk interesserede læsere.
Der er i tidens løb skrevet mange romaner og erindringsværker om den kinesiske befolknings tilværelse og dagligdag i årene under og efter Mao Zedong. Et kinesisk liv er det første større forsøg på at skabe en tegneserie med handlingen henlagt til samme historiske epoke, og det er et både ambitiøst og vellykket forsøg. I det første af tre bind følger læseren hovedpersonen Xiao Lis liv fra fødslen i 1950 til Mao Zedongs død i 1976, med Det Store Spring Fremad omkring 1950 og Kulturrevolutionen i 1966 som et par af de afgørende milepæle i beretningen. Sammenkoblingen af den store og den lille historie via Xiao Lis og hans families hverdag gør de verdenspolitiske begivenheder nærværende og giver de omfattende omvæltninger i Kina kød og blod. Li Kunwus sort-hvide tegninger rummer mindelser om klassisk kinesisk kalligrafi, men udnytter samtidig alle den moderne tegneseries og reklametegnings kunstgreb og visuelle muligheder.
Marjane Satrapis Persepolis om en opvækst i Iran og Carlos Gimenez ́Vores kvarter om en opvækst i Franco-tidens Spanien ligger i såvel fremstillingsform som valg af synsvinkel tæt på Faderens tid. Værkerne er stærke personlige dokumenter om en historisk virkelighed.
Faderens tid giver et formidabelt blik ind bag den nyere kinesiske histories kulisser og formidler på en næsten helt håndgribelig facon et menneskemyldrende univers, hvor privatliv er et fremmedord.