Forfatteren udgav i 2004 Slagsbrødre eller broderfolk : Nordens historie gennem 1300 år. Her er han ude i et lignende ærinde med sin bog om det gamle kontinent, Europa, der udover så meget andet også har været en stor slagmark med endog meget korte mellemrum gennem mere end 1000 år. Fra Karl den Stores tid i 800-tallet hvor det store Frankerrige blev delt, og kimen til lande som Tyskland og Frankrig blev lagt og siden op igennem historien, hvor såvel religiøse som verdslige konflikter altid har kunnet give næring til erobringskrige af nær sagt enhver karakter. De mange krige til trods et kontinent hvor stabilitet og balance næsten altid har indfundet sig efterfølgende. En bog på 250 sider der skal række til 1000 år afstikker selvfølgelig snævre grænser, men der kommer alligevel meget med i en såvel lettilgængelig og oversigtlig som ræsonnerende gennemgang. Bogen har sit fokus i den politiske historie med dens mange forskellige aktører og de dertil, og til enhver tid, hørende samfundsmæssige, økonomiske, sociale, nationale m.v. motiver og bevæggrunde, fremfor den mere direkte udøvende krigsmæssige eller militære historie. Forfatteren, der også er ekstern lektor ved Århus Universitet, tilbyder en grundig og godt formidlet omend introducerende fremstilling, der udover den alment historieinteresserede læser også må kunne finde anvendelse i diverse temalæsnings-sammenhænge.