Med døden som nabo (99/12) blev af nærværende lektør skråsikkert fastslået, som den sidste fra Dexters hånd i hvert fald med den efterhånden herostratisk berømte kommissær Morse som hovedperson. Ikke alene afslørede han til slut sit afskyelige fornavn, han var også dødsmærket af mange års ivrigt forbrug af tobak og spiritus. Med lunger, lever, nyrer og bugspytkirtel på kanten af et sammenbrud rejser han sig dog, og løser sin allersidste sag (og denne gang er det helt sikkert!). Et gammelt kvindemord tages op på ny. Yderligere et par drab følger, og selvom alt i lange perioder er helt uoverskueligt, lykkes det for Morse at rede trådene ud. Bogen runder den enestående serie, Dexter har skabt, af på en helt perfekt måde. Det er ikke realisme eller dyb psykologisk indsigt der bærer værket frem, men en perfekt balance mellem frase, forstand og humor. I sit efterladte testamente frabeder Morse sig enhver højtidelighed i forbindelse med sin bortgang. Vil nogen huske ham må det blive "...i sine egne tanker". Det er vi mange der sammen med hans mangeårige assistent Lewis vil gøre.