Er du fan af engelske dramaer? I så fald kan du roligt begive dig i kast med "Et særligt sted", som emmer af engelsk landidyl fyldt med kærlighedsdramaer og familiehemmeligheder. For alle, der elsker store engelske dramaer med et drys af kærlighed.
I det sydvestlige England dør advokaten Martin Haynes uventet. Datteren, El, flytter efter faderens død ind i hans hus. Hun genoptager kontakten med barndomsvennen Will, som både fungerer som kærlig sorgstøtte og medsammensvoren detektiv, for El og Will finder hurtigt ud af, at Martin Haynes måske ikke helt var, hvem han udgav sig for at værre. Sideløbende følger vi Julia, som var Martins hemmelige kæreste igennem fem år. Også hun må arbejde sig gennem sorgen - men alene, for forholdet må ikke afsløres - men alt har en ende og hemmelighederne begynder at sive.
Marcia Willett har begået en vidunderlig romantisk familieroman, som falder godt ind i tidens trend. "Et særligt sted" indeholder alle de rette ingredienser for at få succes; smukt engelsk landskab, drama, spænding, hemmeligheder og spirende romantik. Sproget er let tilgængeligt og fører læseren trygt, sikkert og ubesværet gennem historien.
Kan sammenlignes med fx forfattere som Lucinda Riley, hvis serie "De syv søstre-serien" kan anbefales. Ellers findes fx Belgravia af Julian Fellowes, som foregår i det gamle, stolte England.