Et stort barn : en lille spøg

En billedbog, hvor en beskrivelse af billedernes stil og teknik er unødvendig. Hvad det angår er Anthony Browne stadig Anthony Browne. Det er han også i udførelse og valg af tematik. Forklædtsom en enkel, børnerettet historie serverer han en kompliceret voksenproblematik, der direkte eller indirekte berører barnets verden. Og det er især billedernes subtile detaljer, der bærerfortællingens dybere lag. Her udstiller de narcissistens golde selvforelskelse og annektering af barnligheden på bekostning af barnet. Barnet Ulrik Jung nævnes i teksten, men ses aldrig ibillederne. Det gør derimod hans far, der vil gøre alt for at bevare sin ungdommelighed, bl.a. drikker han en flaske ungdomseliksir. Allerede inden dette i teksten forvandler ham til et spædbarn,har billederne antydet den selvspejlende infantilitet bag hr. Jungs fixering på sin ungdommelighed. F.eks. er hans pibe og whiskyflaske forsynet med sutter som mundstykker, og det udsnit af verden,der ses ud af vinduet er det sammesom er afbilledet på maleriet ved siden af vinduet. Og der er masser af anden tilsvarende tankevækning for voksne. Barnet (fra o. 4 år) vil nok kunne gribes afdet sjove i ideen om den voksne, der bliver forvandlet til spædbarn - og tilbage igen. Måske er bogen allerbedst som oplæg til debat blandt voksne.

Læs hele vurderingen

Som så ofte før hos AB er det en lille billedfortælling med en tilsyneladende enkel og munter historie, der så ved nærmere eftersyn afslører sig som en alvorlig og dybsindig sag med bud tilmange aldersgrupper. Umiddelbart er det historien om Ulriks far, der holder sig ung, men er lidt uheldig med for meget ungdomseliksir, så han en dag vågner op som en baby, der må passes og plejesindtil virkningen af eliksiren har fortaget sig. Men eftersynet viser i et væld af spøjse detaljer i de næsten fotografisk nøjagtige farvebilleder, at historien i videre forstand er om at blivevoksen, om at blive et helt menneske. Allerede inden skolealderen kan historien om den barnlige voksne more ved de overraskende billeder, men den har også bud til den voksne (mandlige?) oplæser, ogmåske allermest til pubertetsbarnet i dets afklaring af forholdet til forældrene. Historien læses ud af billederne, idet teksten med åbne typer er helt kort og henvisende til illustrationerne. Menen sådan billedlæsningkan ikke bare give afsæt til en oplysende snak om forskelle mellem barn og voksen, om barnagtige voksne og om voksne som børn, der er blevet større, men såmænd også til enstørre psykologisk afhandling om det narcissistiske menneske.

Læs hele vurderingen