Når de 9-12-årige piger har opdaget serien om W.I.T.C.H., behøver bøgerne ikke megen formidling. Hjemmeside, tidsskrifter og merchandise styrker interessen.
Efter første bog om femkløveret pigegruppen W.I.T.C.H. med de magiske evner udkom for fem år siden, er der kommet en række bøger, tegneserier og periodica. Det er karakteristisk at seriens bøger oftest er skrevet af særdeles kompetente forfattere indenfor fantasygenren som fx Lene Kaaberbøl og Cecilie Eken. Derfor er de som regel, trods elementer fra triviallitteraturen, ganske underholdende. Det gælder også denne titel, hvis forfatter også står bag Den oprindelige rose, 2006 i samme serie. Selv om hun ikke er så kendt som flere af de øvrige bidragydere, rammer hun stemning, miljø og sprogtone. Igen bliver pigernes evner sat på prøve. Hay Lin der er en talentfuld tegner er hovedperson. Da hun vil deltage i en tegnekonkurrence udskrevet af kunstmuseet i Heatherfield, svigter inspirationen. Hun kan kun tegne en femtakket stjerne. Også veninderne bliver besat af stjerner, snart drager de mod en verden, hvor stjernerne blegner, og mørket truer med at tage magten.
Bogens historie passer udmærket ind i seriens koncept, hvor forskellige forfattere arbejder med samme emne- og personkreds.
Denne nye titel om de fem hjerteveninder har sin naturlige plads på hylden blandt seriens øvrige bøger, hvor målgruppen nok skal få øje på den.