Bøger / skønlitteratur til børn

Et underligt æg


Beskrivelse


Billedbog. De andre fugle har lagt æg. Men And har ikke noget æg, og derfor finder han et kæmpestort æg med grønne prikker. Fugleungerne kommer ud én efter én. Men hvad er det dog, der kommer ud af Ands æg?

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

2008

af

af

Ole Laursen

2008

Her er tale om en enkel, lettere skør historie, som er velegnet til oplæsning for børn fra ca. 3 år. Slutningen med krokodillen, som kommer ud af ægget kan måske virke lidt voldsom på nogle børn.

Den engelske forfatter og illustrators 3. bog på dansk efter Ulve, 2006, og Muselilles (Emily Gravetts) store bog om frygt, 2007. Denne gang er det æg, det handler om. Alle fuglene har lagt æg undtagen And. Så finder han et kæmpestort æg, som han synes er verdens smukkeste. Herefter ser vi på solide folde-ud-sider, hvorledes fugleungerne ét efter ét kommer ud af æggene. Efter nogen venten kommer også Ands unge ud - men det er slet ikke en fugleunge, men en krokodille, som siger HAPS til fuglene. Til slut vralter han i hælene på And. Illustrationerne er holdt i primært beige, hvide og grønne farver. Emily Gravett er et spændende nyt bekendtskab. Læs mere om hende på hendes sjove hjemmeside www.emilygravett.com.

Emily Gravett har med sine tre første bøger markeret sig som helt sin egen med sin originalitet og kompleksitet. Det kan derfor være svært at sammenligne med andre titler. Af andre nyere billedbøger om æg kan nævnes Storesøster Sille, 2007, der som nærværende bog ikke formidler faglig viden om æg. Desuden den smukke fagbilledbog, Æg er stille, 2007.

Selv om Et underligt æg ikke er så spektakulær og kompleks som Gravetts to forgængere er der tale om en billedbog, som kvalitetsmæssigt befinder sig over gennemsnittet, og som nok skal fornøje børnene.



Informationer og udgaver