Underholdende beretninger om nogle af Europas mest kendte fodboldstadions. Fra ca. 14 år og for alle fodboldfans.
Redigeret af journalist ved Berlingske, Asker Hedegaard Boye, beretter en række af Danmarks fodboldskribenter om nogle af Europas mest kendte fodboldstadions. De 12 skribenter inkluderer bl.a. pressechefen i FIFA Frits Ahlstrøm som fortæller om det sagnomspundne Camp Nou og Parken i København. I alt 14 stadions bliver det til, spændende fra kendte arenaer som Olympiastadion i Berlin og Anfield Road, til det mere ukendte Luzjniki i Moskva. I personlig form præsenteres vi for en række anekdoter om triumfer, nedrivninger, fans, krige, som er tilknyttet disse mytiske steder, hvis historie ofte rækker mere en 100 år tilbage.
Nogen systematisk gennemgang af de forskellige stadions historie er der ikke tale om. I stedet præsenteres man for en række anekdoter og tidsnedslag, som alle har et meget personligt præg og man mærker tydeligt de respektive forfatteres smittende fascination af lokaliteterne og klubben. Om man er helt enig i udvalget er en subjektiv sag, men rent litterært er der tale om et velskrevet og underholdende værk. Med mange flotte billeder der fint fanger stemningen.
For målgruppen findes ikke rigtigt andre bøger om emnet. For de yngre (fra 8 år) findes Verdens største fodboldstadioner.