Dokumentarfilm for alle naturinteresserede; store som små. Den vil være oplagt for dem, som nød Pingvinmarchen.
Livet som dyreunge på Arktis er hårdt. Man lever i konstant fare for rovdyr, og det er nødvendigt at kæmpe for føden. De igangværende klimaændringer ødelægger levebetingelserne for det arktiske dyreliv i en grad, så det i filmens sluttekster spåes, at isen ved Arktis vil være væk i år 2040. Filmen følger en isbjørneunge og en hvalrosunge fra fødslen, indtil de selv 8 år senere bliver mødre. Man ser, hvordan ungerne vokser op: isbjørnen alene med sin mor, hvalrossen i en stor familie. - Derudover ses bl.a. polarræv, ringsæler, spækhuggere, lomvier og narhvaler. Som sagt fylder bekymringer over de ændrede klimaforhold meget. Men der gives ikke nogen forklaringer på, hvad der præcis gør, at havisen smelter.
Det er oplagt at sammenligne Eventyrlige Arktis med Pingvinmarchen, der også viser dyrelivet på en af jordens poler.
Dejlig og rørende film fortalt i et roligt billedsprog. Selvfølgelig byder dvd'en også på drama i form af jagtscener, men disse udpensles ikke, og da drabene er filmet på afstand, bliver filmen aldrig rigtig uhyggelig (bortset fra de klimatiske trusler). Underlægningsmusikken er af og til for dominerende, men ikke sådan at det afholder mig fra at anbefale filmen til alle.