En lastbil fyldt med hash for millioner forsvinder, og Hauge bliver sat på sagen. Men hvem kan han stole på? Fjerde bog i krimiserien om Hauge. Til alle voksne, der kan lide deres krimier hårdkogt.
Hauge, der er prøvemedlem i en rockerklub, bliver sat på sagen om den forsvundne lastbil. Sporene peger med det tidligere medlem Lennox - men Lennox har været forsvundet de sidste par år! Mens Hauge graver dybere og dybere i sagen, risikerer han, at grave sin egen grav.
Noget så sjældent som en velskrevet, basalt spændende, rørende og skæbnetung krimi. At følge Hauge er som at følge en voldsparat tornado der venter på at blive sluppet løs. Men bag volden, og bag antiheltens hårde ydre, gemmer der sig også følelser. Hauge har, som alle andre, været et lille barn, og vi får et godt indblik i det miljø, der har gjort Hauge, til den han er. Det gør også at man som læser rent faktisk kommer til at holde af Hauge og det gør at fortællingen fremstår både ægte og nærværende. Dertil kan man tilsætte fornem research og et rockermiljø, der foldes fint ud for læserne. "Exit" kan godt læses som en selvstændig fortælling, men jeg anbefale, at man læser de tre første bind i serien først, da det giver mere tyngde til den skæbnetunge fortælling som Schmidt bygger videre på.
Hauge har et slægtskab med Jack Reacher og i forhold til tegningen af rockermiljøet er det oplagt at se det danske filmmesterværk Pusher II.