En spændende svensk krimidebut som skiller sig ud på en interessant måde i kraft af sit fortællegreb. Romanen vil have noget at tilbyde det krimipublikum, som især sætter pris på det psykologiske spil mellem mennesker.
Kvindemishandling og vold er temaer som udfolder sig i to spor. Det ene knytter sig til nutiden i en mindre svensk by. En forsvundet kvinde findes død i den frosne sø. Selvmord? Tre kvinder er i færd med at undersøge nærmere: politikvinden Anna og de to lokalbladsjournalister Julia og Ing-Marie. Anna og Julia har en fortid sammen som bedste veninder, men noget kom på tværs. Mens især journalisterne hurtigt får løbet politiet over ende i opklaringsarbejdet, er der en af disse 3 kvinder der parallelt med efterforskningen planlægger et drab på sin far - med inspiration fra tv-serien Dexter. Det andet handlingsspor løber tilbage i en erindring og knytter sig til et barn i en dysfunktionel familie med en voldelig far og hustrumishandler. Og ikke blot et enkelt barn, for samme mand er netop nu i gang med at ødelægge sin tredje kone og sit 4. barn. Hvem der erindrer og om drabsplanen lykkes, holdes dygtigt intakt til sidste side. Flydende skrevet, stigende spændingskurve og uhygge kobles med meget fine, nuancerede personer, som man læser om med interesse.
Der er et skvæt Karin Fossum, Karin Slaughter og et lillebitte stænk Stieg Larsson i dette nye bekendtskab.
Absolut velfortjent kan Bergfeldt indtage en fin ny plads blandt sine krimikolleger. Hun har noget at byde på.