Turow er kendt for spændende retssalsgysere, startende med Måske uskyldig, 1987. En stor del af Fædrene love foregår også i en retssal, men så hører lighederne også op. Sonny og Seth var kærester omkring 1970. I 1995 mødes de igen, hun er dommer og han overværer som journalist en retssag, hvor et barn, de kendte dengang, står anklaget for at have bestilt et mord på sin mor. Seths bedste ven fra den gang er forsvarer i sagen. I meget lang tid følges retssalen minutiøst blandet med tilbageblik på 1970, hvor den anklagedes forældre var politisk aktive på venstrefløjen, mens forsvareren var aktiv hos de sorte pantere. Set skiftende fra de forskellige aktørers synspunkt oprulles mange forskellige motiver til drabet og spidsfindige intriger 25 år tidligere. Titlen hentyder til flere lag af far-søn-problematikker (og en enkelt mor-datter). Bogen fænger slet ikke på samme måde som Turows tidligere, man skal meget langt hen, før sammenhængen i bogen så småt viser sig. Inden da skal man ophobe uendeligt mange detaljer om mange intriger, hvor man ikke har mulighed for at bedømme relevansen. En stor del af disse intriger forbliver desuden uforløst, og jeg er bange for, at læsere, der ikke får honorar for at kæmpe sig frem til slutningen, står af langt før.