En bibelsk roman der tager læseren med til det gammeltestamentlige Judæa under kong Manasses regime. Udmærket, lidt omstændelig, men spændende nok til at fastholde interessen hos både den kristne kernemålgruppe og dem der foretrækker et enkelt, kulørt, historisk drama.
Kong Manasse er en af Biblens "bad guys", omtalt i Kongernes Bog, som en af hovedårsagerne til at Jahve blev vred på det jødiske folk. Manasse skildres som en usikker, vred og jaloux mand som alt for tidligt er kommet til magten uden at vide, hvordan han skal håndtere den. Han vender sig mod både Gud og den afdøde fars tro ledere, og allierer sig i stedet med mørke kræfter, der tilbeder den falske Baal. Romanen skildrer hvordan han slår hårdt ned på sin ellers uadskillelige barndomsven Josva og hele dennes familie, hvordan han henretter i flæng pga. frygt for et komplot og tager Josvas søster som konkubine. Josva og den øvrige familie må i al hast flygte ud af landet og fægte sig igennem et liv som fattige flygtninge, og historien bygges op omkring deres forsøg på at vende tilbage og redde resten af det jødiske samfund fra det despotiske, gudløse regime.
For læsere af Bodie Thoenes historiske serier og Anne Rices serie om Jesus, der dog er noget tungere i sin konstruktion. Bogen ligger i forlængelse af Austins serie Kongekrønikerne om konger af Davids slægt.
Et bibelsk drama om svigt, hævn og (van)tro, som kan læses uafhængigt af Austins andre krøniker, men som alligevel byder på en naturlig sammenhæng.