Fællessprog

Det centrale i Marianne Larsens nye digtsamling er en slags utopisk enhedsforestilling: et fællessprog, der - næret af kroppens og psykens integritet - realiseres personligt og socialt, sprængende det kapitalistiske samfundssystems rammer; »bekendthedsrammerne« som de kaldes. På den måde ses sprogets og samfundets omstrukturering som ækvivalente processer. Det lyder måske tørt teoretisk og svært tilgængeligt. Men der er digte i dette lille hefte af stor umiddelbar styrke og skønhed, digte der må kunne vibrere helt inde i cellevævet på læserne... På en måde træder samlingen selv frem som den utopiske enhedsforestillings realisation. Men en tid, der orienterer sine længsler og drømme mod forkerte mål, ser vel ikke nødvendigheden i at beskæftige sig med den her poesi. En sådan tid kan dog være sikker på at løbe ind i en fremtid, der vil være endnu mere gold og konformistisk end den selv.

Læs hele vurderingen