Det er en overordentlig interessant skildring, Natalia Ginzburg her har givet af sin familie; det er den mest beskedne stilling, hun selv indtager (desværre - for netop hende selv havde man også gerne hørt noget om), desto stærkere står billedet - først og fremmest af faderen som en dominerende hustyran, som ingen af familiens medlemmer dog har taget særlig højtidelig. Foruden af familiemedlemmerne får man et billede af den kreds, hun omgikkes i Turin, hvor den idealistiske og myreflittige forlægger, Balbo, og hans ekcentriske kone, var hendes nærmeste venner. Også den politiske historie i Italien får man glimt af. Skildringen slutter, da N.G. forlader Turin for at bosætte sig i Rom med sin anden mand. Hendes første mand døde i fængsel under krigen. En fremragende virkelighedsskildring, som man bør gøre meget for, at den ikke skal blive "glemt" i 99.4.