Familien Mann (2001) er en ambitiøs og storslået tysk tv-serie i tre dele, der fortæller om Mann-dynastiet med forfatteren Thomas Mann (1875-1955) som et naturligt centrum. Serien er usædvanlig ved at blande rekonstruerede fiktionsafsnit med dokumentarfilm og gamle interviews med de nu afdøde portrætterede personer. Og Thomas Manns yngste datter, Elisabeth, der døde i 2002, medvirker fint som gennemgående, følsom kommentator. Der er således tale om et spændende dokument, der belyser en families skæbne og en dramatisk epoke i Tysklands historie. Serien henvender sig både til litterater, historikere og alle, der interessere sig for moderne tv-dramatik på højeste niveau.
Thomas Mann fik som 25-årig stor succes med romanen Huset Buddenbrook, 1901 og lever godt i München med sin jødiske hustru og parrets seks børn. Han har et anstrengt forhold til broderen Heinrich, der også er forfatter, men brødrene forenes, da de begge udsættes for nazistisk hetz og bogbrænding. Familien Mann må flygte og ender i USA, men finder ikke lykken og hjemsøges af sager om druk, narko og selvmord.
Det er en familiesaga, der tåler sammenligning med Ingmar Bergmans Fanny og Alexander, 1982, dog uden dennes generøse humor. Og de politiske undertoner og interviews findes også i Beattys Reds, 1981 om den amerikanske journalist John Reeds kommunistiske eventyr.
En fantastisk, stor og tragisk familiesaga. Også en af de mest væsentlige, nyere europæiske tv-produktioner. Anbefales meget varmt.