Forfatteren kender vi fra Kong Tsongors død, 2004, en fortælling i nærmest mytiske og dramatiske former om krig, ære og kærlighed. Også i denne nyeste fornemmer man forfatterens position som en af Frankrigs førende dramatikere, det handler om de helt basale ting i livet: familie, stolthed, loyalitet og kærlighed i formater større end både liv og død. Men det er også en både spændende og gribende familiekrønike. Den drejer sig om familien Scorta, der lever i og omkring en lille by under Syditaliens brændende, men også livgivende sol. Udgangspunktet er de 3 søskende Giuseppe, Domenico og Carmela, børn af banditten Rocco, der giver sin røvede formue til kirken for at rense børnene. Den sidste bror er Raffaele, som af loyalitet mod vennerne vælger at være en Scorta, da han tager imod dem efter deres tur over Atlanten til det forjættede land. Vi følger nu klanen med ægtefæller, børn og børnebørn, sære og dog logiske hemmeligheder (fx hvordan man tager livet af en gal præst, og kom de nogensinde til USA?), gennem lykkelige stunder, der har essens i sig til en storfilm, indtil Apuliens stenede bakker modtager familiemedlemmerne igen. Det er en formidabel historie om de umættelige Scorta'er. Og så er det en smuk bog, både sprogligt og udstyrsmæssigt.