En families historie i Danmrk med afsæt i 5 historiske punktnedslag 1989-2008. Omslagets stregtegning er lidt anonym, og romanen kræver formidling.
En roman omkring 4 personer, som er far og mor, datter og søn. Vi følger dem via 5 dramatiske begivenheder i historien: Berlinmurens fald, Dianas død, angrebet på World Trade Center, Tsunamien og Finanskrisen. Romanen skildrer, hvad der sker med personerne og med samfundet gennem de sidste 20 år, og temaer som utroskab, skilsmisse, frivilligt arbejde, digitalisering og globalisering berøres. Sproget er jævnt beskrivende med en del dialog. De dramatiske begivenheder forbliver lidt tamme - med undtagelse af 9/11, hvor man kommer tæt på. Bogason beskriver samfundets udvikling og har en stor viden i kraft af sin uddannelse i samfundsfag og historie. Personerne er realistiske nok men savner mere liv.
Dette er Bogasons 2. roman, den 1. hedder Koldkrigerens hemmelighed. Romanen her er en blanding af en samfunds- og en familieroman. Flere dramatiske begivenheder tager afsæt i 4 personers liv, og de konsekvenser det får for nogle af personerne. Uden at nå de samme højder kan der drages paralleller til Ole Henrik Laub og Christian Kampmanns familieromaner. Dog er det første gang vi ser disse samfunds-dramaer sat i fiktion.
Idéen med romanen er god, forfatteren har stor insider viden, og bogen er hurtigt læst. Handlingen er sine steder noget langtrukken. Kan bruges som fornyelse af genren.