Famine

Ana da Silva har altid antaget, at hun ville dø ung, hun havde bare aldrig forventet, at det ville være i hænderne på Famine, den hjemsøgende udødelige, der engang skånede hendes liv for så mange år siden. Men hvis rytteren overhovedet husker hende, må han være ligeglad, for når hun står ansigt til ansigt med ham for anden gang i sit liv, bliver hun stukket og efterladt til døden. Bare hun dør ikke helt. Hvis der er én ting Hungersnød er god til, så er det grusomhed. Og hvor fortjener disse fordærvede bastards det. Hvor han end prøver, kan han ikke glemme, hvad de engang gjorde ved ham. Men da Ana, et spøgelse fra hans fortid, rammer ham og lover smerte for det, han så for nylig gjorde mod hende, fanger hun og hendes tomme trusler ham, og han beslutter sig for at holde hende i nærheden. På trods af sig selv er Ana og Hungersnød tiltrukket af hinanden. Men i sidste ende er de to fjender. Intet ændrer på det. Ikke én venlig handling, ikke to. Og bestemt ikke et par dampende nætter. Men fjender eller modvillige elskere, hvis de ikke stopper sig selv snart, vil himlen gøre det.