Forfatter Niels Frank fortæller nøgternt om mordet på sin søster, Elin, som i 2021 blev skudt på klos hold af sin eksmand. For læsere af bøger om virkelige kriminalsager.
Bogen starter i julen 2020, hvor Niels og hans mand, Jerry, kører til Jylland for at holde jul hos Elin, hendes mand Peter og deres to voksne sønner. Elin knokler, trods rygsmerter, i køkkenet, og Peter ligger imens i sofaen og brokker sig. Denne jul bliver hans psykiske vold for meget for Elin, og hun beder om skilsmisse. Herefter følger en lang række eksempler på stalking, psykisk vold og trusler fra Peter. Elin bor i en periode på Sjælland og på et krisecenter, da familien er bange for, hvad Peter kan finde på. Politiet mener ikke, at Peter udgør en trussel, så i marts 2021 tager Elin med sønnerne og andre familiemedlemmer hjem til Peter og Elins hus for at dele indboet. Her skyder Peter Elin i ryggen med et jagtgevær. Bogen er sammenstykket af Niels' noter fra dagbøger, samtaler og telefonopringninger og udgør en kronologisk beretning fra mordet til retssagen og den efterfølgende strafudmåling. Det er forfatterens håb, at der med bogen kommer fokus på, hvor ofte der sker partnerdrab i Danmark.
En meget beskrivende bog om en ufattelig tragedie for Niels Frank og familien. Bogen befinder sig et sted mellem dokumentar og personligt vidnesbyrd og er skrevet i et tempo, hvor alle kan være med.
I Vinger før tid fortæller forfatteren Malene Hasselblad også om mordet på en nær slægtning.