Goddard er særegen som forfatter: er man som jeg fascineret af de universer, han kan skabe, er man solgt fra første til sidste side, mens andre irriteres over hans tempo og de handligsmæssige kameler, man må sluge undervejs. En engelsk fotograf forelsker sig vildt i en kvinde under et besøg i Wien. De meget stærke følelser er gengældte, og parret beslutter at brænde alle broer og slå sig sammen. Hjemme igen forlader manden kone og barn, men kvinden dukker aldrig op. Han kaster sig ud i en desperat eftersøgning, der bringer ham på sporet af en kvinde, der angiveligt i 1820 opfandt den fotografiske teknik, men aldrig blev anerkendt for det. Som altid hos Goddard skal man imidlertid ikke stole på noget eller nogen før sidste side, pludselig skifter han gear og det viser sig, at historien er en helt anden, end man tror. En meget spændende, velskrevet og ondskabsfuld bog om en nøje tilrettelagt nedbrydning af et menneske. Plottet er meget elegant skruet sammen og Goddard har ikke i så høj grad som tidligere brug for det helt usandsynlige tilfælde for at få kabalen til at gå op.