Lær over 200 ord med elefanten Fantus. Ordene er fra hverdagen og er nogle, man fx møder i børnehaven, i skoven og hos lægen. Farverig papbog for 1-5-årige.
Elefanten Fantus og hans venner præsenterer over 200 ord fra hverdagen på otte opslag med papsider. Hvert opslag er opdelt i en kategori og har en lille tekst om Fantus og de steder, ordene er taget fra. Dertil er en stor tegning med en masse småting, der navngives. Kategorierne er "I børnehaven", "I skoven", "På gaden", "På stranden", "I butikken", "Hos lægen", "På legepladsen" og "I haven". På gaden ser man fx Fantus på løbecykel ude i trafikken med en masse biler, der kører på gaden. Der spørges "Hvor mange biler er der?". Hos lægen lytter Fantus til sit eget hjerte med et stetoskop, imens han siger "Hør...hjertet banker!". Andre ting på opslaget er fx et termometer, en synstavle, en vægt og en sprøjte. Der findes andre bøger med Fantus som fx Fantus og værktøjet.
Fantus er en populær, lille figur kendt fra DR's Minisjang, og bogen skal nok blive et hit hos de små biblioteksgæster. Her er masser af ting at finde, lære og snakke om. Tegningerne af Jørgen Stamp er lette at overskue og hyggelige at kigge på. Det er skønt at lære noget og være i selskab med Fantus.
På bibliotekerne er en del papbøger med ord for de mindste børn. Lær ord med Popsi og Krelle er en anden lignende bog med ord og kendte figurer.