Der er dømt sommer og solskin uanset årstid for hele familien, når Far til fire i seriens nummer 16 får besøg af Onkel Sofus fra Australien, der er lige så knarvorn og vrissen, som Onkel Anders er godmodig og elskelig.
Alt ånder fred og ro i familiens lille rækkehus, da Far og Søs, Ole og Mie samt Lilleper får besøg af Onkel Anders' bror Sofus, der straks og brysk kommanderer med alt og alle. Onkel Sofus er kommet fra Australien til Danmark sammen med sin ko Karla for at vinde malkekonkurrencen på Roskilde Dyrskue. Men Karla vil ikke give mælk uden omsorg og kærlig pleje, og den sørger Lilleper for, samtidig med han får det bedste frem i Onkel Sofus! Den første "Far til fire"-serie havde rod i 1950'erne, hvor Engholm og Hasts tegneserier første gang blev til levende billeder i 1953. Filmen var en enorm succes, som blev efterfulgt af hele 8 film. En af dem hed Far til fire og onkel Sofus, 1957, og det er den karakter, man genbruger 57 år efter i "Far til fire - onkel Sofus vender tilbage", 2014, for serien blev genoplivet i 2005. Skuespillerholdet fra "anden ombæring" er i den nye film udskiftet med nye ansigter.
Med det mest spinkle plot - en malkekonkurrence - demonstreres ønsket om at fortælle om ingenting lige tydeligt nok.
"Far til fire"- serien er nærmest en kongerække inden for dansk folkekomedie, som også tæller serierne om "Min søsters børn" og "Krummerne".