I Morfars bog (97/15) fortalte Jimmy Stahr om sine erindringer som barn på Nørrebro i 40'erne. Siden er han blevet farfar og er blevet spurgt, om der ikke kom mere, og det har så resulteret i den selvstændige fortsættelse Farfars bog. Her fortæller han videre - i samme stil som den i første - om sine oplevelser som barn, om sine pligter, fornøjelser, familie og kammerater. Sjove episoder veksler mellem - for lille Jimmy - pinlige oplevelser og en enkelt frygtelig oplevelse, som den morgen, hvor han troede tyskerne havde skudt hans mor. Som i den første er sproget meget mundret og dagligdags, hvilket gør den meget velegnet til oplæsnings-/ fortællebog. Forf. opfordrer den voksne oplæser til at kommentere/ supplere bogens hændelser med egne barndomsoplevelser, gerne tilsat lidt overdrevne "krydderier", men også en god portion fakta, som vore dages forvænte børn forundres meget over, at man har kunnet leve med. Bogen er også denne gang illustreret af Gunnar Breiding, hvis s/h tegninger i stemning passer fint til teksten. Selvlæsning fra ca. 3.kl., oplæsning fra bhkl. til 4./5. kl. og evt suppl. læsning ved emnearbejde om børn i gamle dage på mellemtrinnet.