Forf. har tidligere fået udgivet en selvbiografisk skildring af alkoholismens problemer. Denne roman med indlagte digte er opbygget over hovedpersonens, Benjas, farlige tanker, der drejer sig om hans datter, Kate, og tangerer blodskam. Handlingen strækker sig i tid tilbage til Benjas følelseskolde barndom, over hans ægteskab, hans problemer med alkohol og utroskab samt forholdet til datteren, der svinger meget fra følelseskulde til kærlighed, og som på et tidspunkt udvikler sig til »unaturlige tanker«. Det bliver til skilsmisse, og Benja er ved at begå selvmord, men reddes i sidste øjeblik ved Guds indgriben gennem Benjas afdøde far. Benja bliver desværre dræbt ved en bilulykke umiddelbart efter. - Grundholdningen i bogen er kristen. Hovedpersonen er psykologisk ganske godt beskrevet, mens der ikke er gjort så meget ud af de øvrige personer. Det er ikke det store litterære mesterværk, men bogens emne taget i betragtning, kan den nok forsvares købt til de større biblioteker.Illustrationer og omslag af Karen Hansen. God typografi. Forord af forfatteren.