En pige og hendes mor gemmer sig for krigen. Moren fortæller om den store fugl, der beskytter dem. Fuglen får pigen til at huske tiden før, der blev krig. Billedbog til oplæsning for børn på ca. 6-8 år.
Billedbog om, hvordan ens fantasi og indre liv kan give håb i en barsk og usikker verden. En pige og hendes mor gemmer sig for krigens bomber nede i byen. Faren er der ikke, og pigen spekulerer på, om hun nogensinde vil se ham igen. Pigen og moren venter og sover, og indimellem fortæller moren om den store fugl. Fuglen kommer ned fra bjergene om aftenen, breder vingerne ud og beskytter dem for fare. Pigen møder fuglen i sin drøm, og den får hende til at huske alt det gode, før krigen begyndte. Hendes far, markedspladsen, kjoler, dans, musik, blomster og hendes bedste ven. Fuglen fortæller, at pigen og hendes mor kan tage videre, når de kan se alle farverne på himlen. En dag ser de en regnbue på himlen, og så ved de, at de kan forlade deres skjul. Caroline Ørbeck-Nilssen og Akin Duzakin har også lavet Jeg er jo her.
Smuk, universel og tidløs billedbog, der fortæller den rørende historie på en fin, poetisk måde. Især dialogen mellem pigen og fuglen er hjerteskærende. Tegningerne er fantastisk smukke og så udtryksfulde, så man næsten føler, at man selv er til stede i det krigshærgede land.
Bogen minder om Trylleblik, hvor en pige også lever i et land med krig og finder en måde at bevare håbet på.