I denne anden del af Chr. K.s familiesaga er familien Gregersens medlemmer blevet 10 år ældre og vi befinder os i slutningen af 1960'erne. Familie-overhovedet er lige dominerende, bogen ender med et fjernsynsinterview, hvor han afslører sin vej til pengemagten. Børnene går ganske vist deres egne veje, men har hver deres facon at vise familiefølelse på; det kommer tydeligst frem i den skildring af familiens nytårsaften, der indleder bogen, og som næppe overgås i nogen anden familieroman. Gennem det nuancerede persongalleri er det lykkedes forf. at give et tidsbillede (som heldigvis skal fortsættes i endnu 2 bind), der vil blive stående som noget enestående. - For os bogformidlere gælder det, at det er en familieroman, som uden blinken kan udlånes som sådan - og i det stille håb, at den vil medvirke til at trække nogle læsere op af den traditionelle familie-hygge-romans hængedynd. Den chance må vi give så mange som muligt.