Drømmere, historikere eller andre, som kan lide en god oplevelse kan læse med her. Selv om bogen har mange år på bagen, er det stadig spændende læsning om rejsen tilbage til naturen.
Thor Heyerdahl er der mange, der kender. Især det ældre segment. Bogen her handler om hans allerførste rejse. En rejse, hvor Heyerdahl og konen Liv siger farvel til civilisationen og bosætter sig på en lille ø med ønsket om at leve i ét med naturen. I 1937 tager de til Fatuhiva med illusionen om at studere fauna og dyreliv. Alt tegner lyst og godt, de er selvforsynende med mad og lever i al stilhed, næsten. Deres hytte rådner og de får lokalbefolkningen på nakken. De må flygte fra øen, da sygdom tvinger dem til det, men deres paradis drager dem tilbage. De uendelige mange myg får dem dog til sidst til at rejse tilbage til civilisationen. Bogen er spændende, fascinerende og uhyre godt skrevet selv for læsere i dag. Turen vækker Heyerdahls interesse for arkæologien og danner grobund for Kon-tiki ekspeditionen, som lige er filmatiseret med præmiere april 2013.
Identisk med udgaven fra 1977. Typografien er desværre en anelse federe, hvilket man lige skal vænne sig til. I den nye udgave er der to flapper, som giver et godt indtryk af bogen og Heyerdahl som person. En god mulighed for at skifte de gamle eksemplarer ud.
Nyudgivelse af Fatuhiva i forbindelse med filmatiseringen af Kon-tiki ekspeditionen. Spændende læsning om at leve på en lille Stillehavsø og er trods alder stadig vedkommende.