Halfdan Rasmussen døde tidligere på året i en alder af 87. Gennem sit lange livs mange digte, alvorlige og sjove, har han beriget os og det danske sprog. Han skrev ikke digte de sidste fem år, men gik og nussede rundt i sit hus i Nordsjælland. Han kommunikerede med omverden bl.a. ved hjælp af sin telefax. Johannes Møllehave var en af dem, der modtog faxer, og han har valgt at udsende et udvalg af dem. Rasmussen har ikke så mange oplevelser at skrive om, han savner sin afdøde kone, men har til gengæld ofte kontakt med sine børn. Har indimellem gæster, men er for det meste alene. De refleksioner over livet, - dets besværligheder og glæder, dette afstedkommer, er hvad han sender til Møllehave. Der er ikke tale om en dialog mellem de to, det er alene Rasmussens breve, der er gengivet. Det Møllehave viser med denne samling af private breve er Rasmussens elegante og ekvilibristiske formuleringsevne. Selvom der kun skal siges tak for sidst bliver sprogets muligheder udnyttet til det sidste. Og alligevel er der også dybde i faxerne. Det er som med Tosserierne, først griner man så tænker man efter. Der er for- og efterord af Møllehave, og bogen er illustreret med Rasmussens egne fotos, der viser at han også havde sans for det visuelle.