Bogen udgør andet bind af den trilogi, som indledtes med Bundskruen. Kort fortalt beskriver bogen, hvordan det går en løsladt fange, som trods de bedste forsætter presses ind i sit gamle,kriminelle narkotikamiljø. Ud over at være fuldt så spændende som nogen krimi er bogen et yderst velformuleret, indædt angreb på velfærdsstaten, også på personer, institutioner og metoder, som manellers umiddelbart finder tiltalende, når man aldrig - i modsætning til en af de forfattere, der udgør pseudonymet - har været udsat for dem på sin krop. Skildringen af det kriminelle miljø somfrysende følelsesforladt er særdeles overbevisende, man frastødes af personerne i dette miljø, ligesom de frastødes af hinanden. Bogens eneste svaghed er, at den henimod slutningen bliver så hadski sit angreb på det svenske samfund, at troværdigheden svækkes. Der er imidlertid ingen tvivl om, at samfundet opleves sådan af de tabere, bogen skildrer uden sympati men med forståelse ogmedlidenhed. Derfor er det enbog, som vil tvinge de fleste til at gennemtænke mange ting på ny og fra en ny synsvinkel, for mange måske med det resultat, at man i mange og ofte overraskendehenseender må tage sine holdninger op til revision.