WiiU. Fodboldspil. Målgruppen er alle fodboldglade drenge og piger, mænd og kvinder, fra ca. 7 år - vel at mærke dem, som magter spillets mange gameplay-mæssige muligheder og komplekse styring. Sværhedsgraden i WiiU-udgaven er lidt højere end i de normale FIFA-spil og indlæringskurven virker umiddelbart lidt stejl. Sproget er engelsk. PEGI: 3.
Hermed første FIFA-spil på WiiU-konsollen. Helt grundlæggende er FIFA 13 et helt igennem glimrende fodboldspil. Der er bygget ovenpå på 12-versionen og alt virker som det skal. Spil-mekanikken er solid og realistisk, grafikken er super flot og alle navne og klubber er selvfølgelig opdateret til nyeste sæson. WiiU-versionen adskiller sig dog noget fra de øvrige konsol-versioner. Fx kan WiiU-controlleren bruges til præcisionsskud. Man sigter og peger ganske simpelt via controllerens skærm, dér hvor skuddet skal placeres i målet. Denne sigte-funktion er brugt flere steder i spillet - noget kræver mere øvelse end andet. Man kan også kigge rundt via den lille skærm, lave strategiske dispositioner undervejs i manager-mode m.m. Alt i alt spændende tilføjelser til spillet - men de kræver nogle timers træning. Til gengæld er de fleste nyheder fra PS3- og Xbox-versionen af FIFA 13 ikke med her, fx skill games og ultimate team, hvilket er ærgerligt, så på den måde minder det mere om FIFA 12, blot med ny styring og opdaterede navne.
Der er ikke andre fodboldspil til WiiU endnu.
Alt i alt et godt fodboldspil til WiiU, som nok mangler de andre konsollers nyheder, men byder på en fremragende udnyttelse af WiiU'ens spændende muligheder.