Fodboldspil. EA Sports er klar med FIFA 16, som indeholder alle relevante ændringer for indeværende sæson, nye gameplaymuligheder og som noget helt nyt: kvindefodbold. For alle fodboldfans fra 9 år, unge og voksne.
For 23. gang er her en opdateret version af FIFA-fodboldspillet. Spillere, hold, trøjer og alt muligt andet svarer nu overens med virkeligheden i de bedste ligaer i Europa, USA og Sydamerika, herunder holdene i den danske Superliga. Der er også gameplaymæssige ændringer, hvoraf en del af dem, er en direkte konsekvens af kritikken af FIFA 15. Endelig er kvindefodbold nu med i spillet. De 12 bedste kvindelandshold fra kvindernes VM er tilføjet - og dermed ikke det danske. Sprog: dansk.
FIFA-spillene er ekstremt omfattende og det gør sig også gældende for årets udgave. Det er naturligvis guf for eksperterne - men også totalt overvældende for alle andre. Selvom farten i spillet er sænket, så er de mange (nye) drible-, afleverings- og skudmuligheder svære at overskue i kampens hede. Den bedste metode til oplæring er hård træning og erfaring. Spiller man solo, vil man opdage, at sværhedsgraden er hævet. Det er igen til glæde for entusiasterne og nok også derfor, at jeg finder multiplayer mod tilsvarende uduelige modstandere klart sjovest. Grafik og teknik ligger i topklassen. PEGI: 3. Kan magtes fra 9 år.
"PES 2016" som også netop er udgivet, har fået fremragende anmeldelser og af mange kaldt det bedste fodboldspil nogensinde.